Reddernes Udviklingssekretariat deltager i Dansk Standard

Reddernes Udviklingssekretariat har fået to pladser i Dansk Standards udvalg for redningssystemer. Paramediciner Martin Montan Rager og ambulancebehandler Stefan Fyhn skal repræsentere RUS i udvalget. Begge deltager også i referencegruppen på ambulanceområdet.

Vigtigt, redderne får en stemme

Dansk Standards udvalg for redningssystemer arbejder med standarder inden for ambulancer- og ambulanceudstyr. Der arbejdes med standarder, der opstiller krav til blandt andet ydeevne, dimensioner og indretning samt bestemmelser for udstyr i ambulancerne. Udvalget yder indflydelse på internationalt og europæisk standardiseringsarbejde. De to repræsentanter for RUS er glade for, at redderne nu får indflydelse på udviklingen af standarder.

”Jeg synes, det er helt centralt, at redderne også får en stemme, når der skal udarbejdes standarder for ambulancer og ambulanceudstyr. Det er derfor en unik mulighed, at Reddernes Udviklingssekretariat nu er repræsenteret i udvalgsarbejdet,” siger Stefan Fyhn.

”Reddernes Udviklingssekretariat arbejder for at udvikle og forbedre faget, og Dansk Standard handler også om forbedringer og optimering gennem standardisering af løsninger og udstyr. Som repræsentant i udvalget kan jeg medvirke til nationale og internationale forbedringer via standardisering i Dansk Standard,” fortsætter Martin Montan Rager.

Hvad er Dansk Standard? 

Dansk Standard er Danmarks standardiseringsorganisation, der udvikler og udgiver standarder. Medlemskab i standardiseringsudvalg giver mulighed for indflydelse på udviklingen af europæiske og internationale standarder. Dansk Standards udvalg for redningssystemer har holdt første møde, siden Reddernes Udviklingssekretariat blev optaget i sommers.

”Vi gennemgår forslag til standardisering, forslag til revidering af standarder, og kommer med faglige og tekniske input til udvalgsmøderne. Det kan være sikkerhedsmæssige forhold, arbejdsmiljømæssige forhold, ændringer og justering af arbejdsgange eller tekniske løsninger,” siger Stefan Fyhn.

”Vores deltagelse giver både indsigt i standarder og betydningen af standardisering indenfor det præhospitale/rednings-området. Det udvikler og udbygger vores faglige netværk, og så arbejder vi for at give en bedre brugeroplevelse for både patienter og reddere,” siger Martin Montan Rager.

 Dansk Standard indgår en årlig resultatkontrakt med Erhvervsministeriet, der udstikker rammer og mål for Dansk Standards bidrag til at skabe vækst for det danske erhvervsliv og kvalitet for samfundet.

 Læs mere om Dansk Standards udvalg om redningssystemer her: https://www.ds.dk/da/udvalg/kategorier/sundhed/redningssystemer

Følg RUS